Dag 4 – Team Rynkeby

Team Rynkeby´s 4 dag blev våd. Ikke at det regnede hele dagen, men de byger der kom var kraftige og de var lange. En periode midt på dagen, på 3 timers regn, var noget der trak tænder ud og våde bagdele. Ikke desto mindre er alle Rynkeby ryttere stadig i sadlen, og alle i rigtig godt humør. Alle nåede her kl. 18. 30 til Hotel Van der Valk i Hengelo. Dagens kilometer regnskab på computeren viste 211 km. Immervæk et godt stykke vej. Til sammenligning kan vi fortælle at der også er 211 km fra Ikast til Korsør! Mindst 50 % af rytterne har aldrig kørt så langt før, så en flot præstation er det.
På Team Rynkeby er der tænkt på næsten alt. Derfor er der selvfølgelig en massør med på serviceholdet, og rygtet siger at han i dag er blevet brugt rigtigt meget. Og det er helt sikkert velfortjent, for flere af rytterne er her efter 683 km ved at være godt slidte. Ingen tvivl om at bagdelen plejes hver morgen og efter hver pause for at lindre en anelse. Kopattesalve er i høj kurs
Men de der kære ryttere må også stå model til mangt og meget. Den store mediebevågenhed som Team Rynkeby projektet jo har, gør at de som et andet Tour-team er på allerede fra morgenen af. I dag mandag kl. 07.15 blev nogle af rytterne interviewet P4 Midt/Vest , så det gælder om at få planlagt sin morgen, da det jo også handler om at få energidepoterne fyldt op inden start kl. 7.30. Holdet valgte nemlig i dag at starte 30 min tidligere end normalt, pga. dagens lange distance. Egentligt et rigtigt godt valg, for en af rigtige store udfordringer idag blev at komme ud af Bremen. Megen morgentrafik gjorde at man efter halvanden time kun havde tilbagelagt ca. 30 km af dagens 211 km. Så alle var klar over at kæden skulle holdes stram resten af dagen. Det lykkes med stor succes og som tidligere nævnt landede de i Hengelo kl. 18.30. Her skulle det vise sig at 4 øvrige Team Rynkeby hold var indkvarteret. Så udenfor ligner det helt sikkert nu en forårsmark med omvandrende mælkebøtter!!
Et af holdene er Team Rynkeby Riget, som jo har vejrprofeterne Jens Ringgård Christiansen og Peter Tanev fra TV2 med. De sender hver aften kl. 18.50 TV 2 –Vejret fra det hotel hvor de lander. Så her til aften så man så Jens Ringgård og Peter Tanev underholde med hvad rytterne har i deres såkaldte beauty-boks, med 200 Team Rynkeby-rytterei baggrunden, live direkte på dansk TV. Og hvem ser man selvfølgelig i forreste række. Ingen andre en ”linselusene” Hanne og Svend Erik. Og ikke nok med det. De så ud til at være i fremragende humør med store smil og andet. Har de cyklet 211 km i dag? Det så ikke sådan ud. Men også godt at vores IAM´er er blandt de forreste.
Indslaget kan ses på følgende link. http://vejret.tv2.dk/video/51884177/
I morgen er dagens ret 205 km og målbyen er Genk i Belgien. Facit er nu at holdet på de 4 første har tilbagelagt 683 km. Så de er godt på vej…
Dagens billede er taget af holdets PR-mand Brian Lauersen. Billedet viser en af serviceteamets underholdene indslag, nemlig ”Dans omkring Juletræet” med sange ”Nu er det jul igen….
Hertil er der kun at sige ”De er sgu skøre de rynkeby-ryttere”….og de har det garanteret sjovt.

20120717-005643.jpg