Ørkenmarathon i Danmark?

De fleste forbinder ørken med varmere himmelstøj, men på den lille Kattegatø Anholt ligger Nordeuropas største lavhede ørken1. I slutningen af august 2019 deltog jeg i Anholt Marathon, hvor ruten går igennem den unikke natur i Ørkenen – en stor oplevelse som jeg sent vil glemme.

Anholt Marathon er helt unik og en fantastik løb, som dårligt kan sammenlignes med noget som helst andet løb. For at forstå det unikke ved løbet, er man nødt til at forstå rammen for løbet og den særlige stemning det giver. Det er svært at beskrive en stemning, men jeg vil alligevel gøre et forsøg.

Anholt Marathon løbes om lørdagen, men da færgen ikke sejler lørdag, så ankommer de fleste løbere med færgen fredag og tager hjem igen søndag. Færgen er lille så i løbet af den 3 timers sejltur fra Grenaa til Anholt kan man nå at hilse på mange af de andre løbere.

Der er kun få biler på Anholt, hvilket dels skyldes at der kun er 134 faste beboere på øen og dels at der kun er 2 asfalterede veje fra havnen til byen på i alt 7 km. Resten af vejene inklusive vejene i centrum af byen er grusveje. Når man ankommer til Anholt, så vælger mange derfor at gå eller cykle rundt på øen. Og man savner ikke bilen på øen, men er man i tvivl om bilen skal med, så koster det over 3.000 kr. at få bilen med færgen, så det fjerne nok den sidste rest af tvivl hos de fleste.

Mange deltagerne i løbet er genganger ligesom mange af de ca. 40 lokale hjælpere er gengangere. Så når man cykler eller går rundt i den lille by på øen, så kan man ikke undgå at hilse på nogen, som man har mødt før på enten færgeturen eller fra de tidligere løb, hvilket er med til at skabe den unikke stemning på øen.

 

Ved Anholt Marathon er det muligt at løbe tre distancer: Marathon, Halvmarathon eller 10 km, samt at gå 10 km. Det er dog kun marathonløberne der kommer igennem ørkenen. På de øvrige distancer må man nøjes med at løbe/gå langs kanten af ørkenen.

Marathon distancen starter med den unikke tur igennem ørkenen. Området kan bedst sammenlignes med en mellemting mellem Harrild Hede og et klitlandskab. Der er et spor at følge igennem ørkenen, men ofte er der blødt sand i sporet så tit løber man ved siden af selve sporet, for at få et mere fast underlag. Efter 8,5 km. er man igennem ørkenen og runder fyret på øens østlige spids. Herfra går turen tilbage mod vest ad nordstranden, hvor man løber i vandkanten for at få så fast et sandunderlag som muligt. Efter 10,5 km. på stranden løber man 2 km. på grus- og asfaltveje tilbage til start. Efter at have placere start følger man halvmarathonruten som går rundt i et bakket morænelandskab på vestsiden af øen. Der er dog kun tre hårde bakker på den sidste del af turen, hvor der primært løbes på asfalt- og grusveje, igennem skov, by og sommerhusområder.

Hele marathonruten er en lang rute (altså ikke noget med omgang) dog løber man flere af vejen i hver sin retning. Det er en forholdsvis flad rute, men alligevel en hård rute pga. det tunge underlag i ørkenen og på stranden. Selvom ruten på papiret kan se lidt indviklet ud, så har de mange hjælper helt styr på hvor langt du er nået, så de kan vise dig på rette vej. På den første halvdel af marathonruten er der tre depoter, mens der på den sidste halvmarathon er der depoter for hver ca. 2,5 km. I depoterne er der typisk vand og frugt.

Om aftenen efter løbet er der for alle løbere og hjælpere stor salatbar og mulighed for at grille eget medbragt kød. Da de fleste alligevel først kan komme hjem med færgen dagen efter løbet, så er der stor opbakning til denne hyggelige fællesspisning, hvor det bliver delt mange røverhistorier om løb.

 

Prisen for løbet er 350 kr. inkl. T-shirt og grillaften. Hertil kommer en returbillet til færgen inkl. cykel til 205 kr. plus to overnatninger på Anholt, som kan klares fra 200 kr., hvis man kan nøjes med en madras i forsamlingshuset. Der er dog flere alternative overnatningsmuligheder på campingpladsen, på kroen eller i sommerhus.

 

Anholt Marathon anno 2019 blev en varm udgave af løbet. God nok sagde vejrmeldinger ”kun” 22 grader i skyggen, men da store dele af løbet var uden skygge og med masser af sol blev det en meget varm løbetur. Jeg blev desværre ramt af varmen i en sådan grad, at jeg valgte at trække mig ud af løbet efter 35 km. Det afholder mig nu ikke fra at have haft en helt fantastisk løbeoplevelse. En tur som helt sikkert skal gentages, hvis jeg igen får mulighed for at komme afsted. Har du også fået lyst til en tur til Anholt Marathon, så tag endeligt fat i mig, for at få mere at vide om løbet og opholdet på Anholt.

/Jan


 

 

 

 

 

 

 

 

 
Klider: Wikipedia.org, VisitAnholt.dk og Anholt Marathon
1 Selvom Anholt er et af de mest regnfattige områder i Danmark, så er nedbørsmængden stadig for stor til at der er tale om en ”rigtig” ørken, men området er et tørt, nærringsfattigt og stenede slettelandskab, der bliver omtalt som Nordeuropas største lavhede ørken.
Fakta om Anholt
Anholt er med sin placering i Kattegat, midt imellem Djursland og Sverige, Danmarks mest afsidesliggende ø. Der er blot 134 indbyggere på øen, men med ca. tre timers sejlads mellem Grenaa og Anholt og blot 5-7 ugentlige afgange, så er det lille samfund nødsaget til at varetage mange funktioner selv. Så på øen er der en skole til 9. klasse, kirke, læge, redningstjeneste, brugs, vognmandsforretning, taxa m.m.
 

Størrelse: 22 km2
Omkreds: 25 km
Højeste punkt: 48 meter
Ørkenen udgør 80% af øen