Udviklingsmøde i løbeafdelingen

Hvor løber vi hen?

Og hvor vil vi gerne løbe hen i fremtiden?

Hvordan ønsker vi, at løbeklubben ser ud om 1 år? 3 år? 5 år?

Det er temaet, når Ikast Atletik og Motion inviterer til medlemsmøde for alle medlemmer i løbeafdelingen tirsdag d. 22. januar 2013 kl. 19 i klubhuset.

Der er masser af ideer og engagement rundt blandt klubbens medlemmer, og det vil vi gerne have frem i lyset. Derfor inviterer arbejdsgruppen bag løbeafdelingen til en aften, hvor vi sammen vil diskutere fremtiden og de muligheder, den giver for vores klub.

Det er vores store håb og klare mål for mødet, at vi får de mange gode ideer på banen, og at vi får prioriteret disse ideer ud fra, hvad der er relevant, realistisk og interessant for vore medlemmer, så vi, allerede når vi går hjem, har sat gang i nogle tiltag, som vi alle i fællesskab skal arbejde videre med i de kommende år.

Det vil med andre ord sige, at vi har brug for dig, dine gode ideer og dit positive engagement til at sikre klubbens fremtidige glade løberliv.

Vi ved godt, at dette tiltag er en ny vinkel på vores måde at arbejde på i klubben, men vi håber og tror, at du, kære medlem, vil tage godt imod tilbuddet om meget direkte at være med til at præge udviklingen og fremtiden for løbeafdelingen i IAM.

Vi venter os rigtig meget af denne aften, og vi vil derfor meget gerne opfordre dig til at møde op og sætte dit fodaftryk på fremtidens løb i IAM. Det er vigtigt, at vi får det bedst mulige grundlag at arbejde videre på, og det får vi kun, når flest muligt løber med og er med til at sætte kursen for, hvor vi løber hen.

Klubben er naturligvis vært ved kaffe med kagebord, og der er ingen løbetræning denne aften pga. mødet.

Vi glæder os til at se dig tirsdag d. 22. januar kl. 19 i klubhuset.

 

Mvh.

Arbejdsgruppen

Ikast Atletik og Motion, løbeafdelingen