Dag 2 – Team Rynkeby

2. dagen er overstået. IAM rynkerne er ankommet til Itzehoe og velindkvarteret på Hotel Mercure og har fået fyldt maverne, så energidepoterne er klar til morgendagens etape 3.
Men en del er gået forud, inden de er kommet så langt, og det skulle vise sig at det ikke var så let at komme til Itzehoe, som forventet!!!
Dagens etape startede ud fra Harrislee allerede kl. 8. Alle var friske efter en god nats søvn og rygtet siger at flere af rytterne fredag aften, restituerede med svømning og spa i hotellet wellness afdeling. Helt sikkert velfortjent og gavnligt for deres brugte kroppe.
Lørdagens menu indeholdte 150 km, fra Harrislee til Itzehoe. Altså direkte ned gennem den nordligste tyske delstat Schleswig-Holstein. Udfordringen skulle i dag vise sig at være de tyske veje og deres cykelstier. Team Rynkeby havde i dag valgt at de ville køre på cykelstierne. Dette bevirker at der mange gange må skiftes mellem at køre på enkeltrække og 2 og 2. Der kom aldrig rytme i kørslen og det har i dag gjort dagen noget hårdere end forventet.
Gårsdagens flotte gennemsnit på 29 km/t er på ingen måder opnået i dag. Dagens 150 km er kun kørt 15 min. hurtigere end gårdsdagens 170 km, så det viser en noget hårdere etape.
Dagens etape indeholdt også turen første styrt. Den uheldige rytter har det okay, og er helt klar til at fortsætte i morgen. Under styrtet blev rytteren ”kørt over” af rytteren bagved, hvorved cyklen tog så meget skade, at den først kunne repareres hjemme på hotellet. Heldigvis er Team Rynkeby cykelryttere ligeså seje som Tour de France ryttere, så man rejser sig op og kører videre. Men strategien for morgendagens etape er helt klar, at køre 2 og 2 på vejen, og ikke bruge cykelstierne.
Resten af dagen er gået efter planen og kl. 15.30 ankom en flok trætte ryttere til hotellet.
Som Jette siger ”vi er lidt mere trætte nu, så det gælder om at få slappet af og hvilet”. De 3 Ikast ryttere har helt sikkert indtaget deres daglige ½ liters Matilde kakao mælk, som de har prioriteret plads til i deres 2 tilladte tasker. Jo, de ved hvad der skal til for at blive klar til 3. etape.
Morgendagens 3. etape bliver da også udfordrende på flere områder. Den første store udfordring er at køre flere dage i træk. Få af rytterne har prøvet at køre 3 lange etaper på 3 dage, så i morgen vil man rigtig kunne mærke ømheden, både i ”beneren”, men også bagdelen.
Dernæst er morgendagens etape på godt 210 km. Selv for garvede cykelryttere er 210 km en udfordring. Godt at vide at Hanne og Svend Erik så sent som sidste søndag , var ude og prøve så lang en distance, og derved er nogle af de ryttere der i morgen skal ”trække læsset”, så alle igen i morgen kan sidde med højt humør på Hotel Atlantic i Bremen, og hygge sig efter endnu en udfordrende dag.
Hanne, Jette og Svend Erik har nu været på farten i 2 dage. Dagens etape var på 150 km. Kilometer tallet siger altså nu i alt 320 km.
I morgen følger vi forhåbentligt op på dagens etape med lidt billeder fra dagens etape. Det har ikke været muligt at få tilsendt billeder fra Paparazzien Svend Eriks kamera. Svend Erik er jo kendt som en kreativ person, der ikke går på kompromis med ret meget. Heller ikke billeder fra turen. Mange af os ”normale” ville nok bare tage billeder med vores smartphone, og så sende disse hjem. Men nej, ikke Svend Erik. Han vil have de bedste og har derfor sit store Canon Eos 3-4000 kamera klar hele tiden under turen. Så er det den kloge læser spørger sig selv, hvordan dette er muligt med et kamera som vejer ca. 1,5 kg.
Her er det at Svend Erik igen viser stor iderigdom. Han har brugt den sidste ugen inden afgang på at konstruere en kurv til sit kamera, så han hurtigt kan få dette frem, når noget interessant sker og skal foreviges. Jo, vi har her at gøre med en mand med mange talenter, og som ikke springer over hvor gærdet er lavt!!!
Herfra god tur til vores Rynkebyryttere på morgendagens lange etape.