Ugemail uge 16 2015

Ugens mail fra cykelafdelingen starter desværre med en trist nyhed!

Knud Moeslund sov stille ind her tidlig fredag morgen.

Jørn Bjerager, har skrevet følgende på vores Facebook gruppe:
Knud har været et aktivt medlem af klubben gennem mange år. Der er meget positiv at sige om Knud og I der har været heldig at køre sammen med ham gennem mange år og her på det sidste os som har været sammen med ham på pensionistholdet, kender Knud som en altid jordnær og trofast fyr. Man var godt tilpas i Knuds selskab, altid i godt humør og hjælpsom og ikke mindst altid fokuserede på det positive – selv ved den fjerde punktering i lorte vejr kunne Knud finde noget at glæde sig over.

Vi var nogle som var så heldige at have besøgt Knuds allersidste tid hvor vi fik lejlighed til at tale med ham om livet og ikke mindst døden. Også her var Knud fattet og rolig i forhold til sin sygdom. Knud vidste godt han skulle dø. Knud var troende, og var sikker på at der var noget der fortsatte, når hans krop ikke kunne mere. Knud tænkte altid på andre. Han havde sørget for at alt var på plads for Henrijette og familien når han ikke var der mere.

Som nogle af jer sikkert ved skulle han også med til Mallorca, men af gode grunde meldte han afbud. Men det var vigtigt for både Knud og Henrijette at vi blev sendt godt af sted, så holdet blev inviteret på pizza og ikke mindst deres gode rødvin. En dejlig dag. Ligeledes sendte de penge med Ester og Alvin med til Mallorca, så vi kunne få lidt vin og nogle øl, som Knud for lang tid siden havde lovet os.

Jeg besøgte Knud torsdag eftermiddag. Knud var meget afkræftet, fik ilt og havde meget svært ved at tale. På et tidspunkt synes jeg det sled på ham at tale med mig, så jeg sagde at nu ville jeg tage hjem. Men så blev Knud klar i blikket og forsikrede mig, at han skam havde det rigtig rigtig fint. Knud var sej.
Som det sidste fik Knud mig til at love ham, at jeg efter hans død, skulle sørge for at invitere alle med fra klubben til begravelsen og vigtigst til sammenkomsten efter kirken. Det var vigtigt for Knud at hans familie fik selskab i det svære, og ikke mindst at der blev drukket en øl eller andet i hans ånd, for det skulle ikke være så tungt det hele.

Knud vil blive savnet, og vi sender Henrijette og den øvrige familie de bedste og varmeste tanker….

knud
Knud Moeslund, som vi kendte ham.

 


Denne nyhed er det svært at komme videre fra, men jeg forsøger alligevel….

Cykling i weekenden uge 16

Lørdag kl 10:00 MTB – Navervej

Morten, Keld og Ole vil køre MTB i sommer halvåret, hvor der vil blive lavet hold efter hvem der møder op.
Der vil blive kørt efter samlet ud og hjem. Er der nogen som ikke har kørt så meget, eller måske kender nogen som kunne tænke sig at prøve at køre MTB i Ikast AM, så er det chancen.
Holdet er for MTB Turhold og MTB Langhold

Alle ture er lørdag kl.10 ( vi cykler 2 – 2½ time )

Lørdag kl 10:00 landevej – Navervej

Leon og Lars Iversen er klar til at starte et nyt hold på landevej op, starten går lørdag kl 10:00 fra Navervej5.
De vil køre ca 85 km med en fart som Racer 30km/t holdet.

Lørdag kl 12:30 Landevej –  Navervej

Den traditionelle Vrads Classic. Vi kører samlet til Vrads, og ”skyder den af” en times tid på en af de 5 distancer. Turen er for alle, både de som kan køre med på Lady holdene og de øvrige hold på racercykel, klubbens mest alsidige tur!
Samlet hjem igen.  Ca. 2½ time i alt.


Søndag kl 09:00 MTB – Vestre søbad

Med vanlig høj intensitet og puls kører MTB Turbo holdet, som de plejer, fra Vestre Søbad ved Almindsø.


Søndag kl 09:00  Landevej – Navervej

Tyge vil køre en tur på ca 65-70 km, han kører i Race 27 km/t tempo – det vil sige at det er en tur for alle.

Bjarke vil køre lidt længere og hurtigere, han skriver:
Vejrmeldingen ser fornuftig ud, så måske skulle vi vove os ud på en tur på 109km. Over Engesvang til Silkeborg og rundt om Juul sø – så finder vi et par bakker på vejen hjem.  Gennemsnitsfarten forventes at blive +30km/t.


Klubtøj specielt for Lady

Der er flere som har spurgt til cykelbukser i damemodel(uden seler) i kort samt 3/4 og ligeledes en kortærmet cykeltrøje i damemodel (facon).
Mod forudbestilling, vil der være mulighed for det, hvis nok bestiller.

Hvis alt flasker sig, har vi mandag nogle størrelses prøver i trøjerne. Bukserne er som sidst.
Det vil således være muligt mandag og onsdag aften ( i forbindelse med træning) at prøve størrelser og bestille trøjer samt bukser.
Der vil ikke blive lager af damemodellerne, så det er nu.

Kaptajner Ladyholdene

Liselotte har sendt mig et kaptajnskema, som kan ses på hjemmesiden under IAM Lady eller lige her

Mvh

Jens Peter